30.05.07
Kategoriseret under Mentalt kulturelle forskelle af udlandsdansker
som jeg er ved at brække mig over, så er det cyprioternes svælgen i drama. Og her taler jeg så absolut ikke om TV-serier eller krimibøger, men rigtig, ægte hændelser. I nyhederne her til aften bliver der nævnt en amerikansk mor, som har hængt sig selv og sine 4 døtre og omgående bliver der skruet op for TV’et. For der skal svælges i det. Og det skal helst fordøjes med dramatisk musik i selve indslaget. Bare for ligesom at højne dramatikken yderligere.
Når vi så vender os imod den eventuelt begyndende krig i Libanon, som ellers foregår næsten lige på gadehjørnet overfor, så drejer vi igen hovederne bort og plaprer løs om alt mulig andet. For nøj, hvor er det dog kedeligt med al det krig. Og hvorfor skulle man dog forholde sig til noget uden ægte, sandfærdig drama -det skal helst omhandle mord eller anden form for kriminalitet for at nå sensationsniveauet.
Og hvis der ikke er nogen virkelig dramaer ude i verden af den kaliber, så kan man da altid vende sig imod en ‘god’, gammeldags græsk soap-opera. Der skal nok være én, som bliver skudt til brylluppet. For sådan foregår det jo absolut i den virkelige verden.
Permalink
28.05.07
Kategoriseret under Mentalt kulturelle forskelle af udlandsdansker
Dette er et af de lidt mere følsomme emner. Da jeg i denne uge startede jobtræning i IKEA blev der bla. snakket om hvad forskellene er mellem Sverige og Grækenland (som de åbenbart føler Cypern godt kan gå ind under). Én af de mest iøjnefaldende forskelle var absolut emnet: RYGNING!
I Sverige sagde statistikken, at 18% af befolkningen er rygere. For grækernes vedkommende var det hele 46% -altså næsten halvdelen af befolkningen. Her på Cypern tror jeg absolut vi ville nå op over halvdelen. Forestiller mig noget alla 90%, men det måske alligevel nok lidt overdrevet.
Men der ER mange rygere her. Og det både gamle og unge. Kan huske, da jeg gik i folkeskolen og min klasse var den første klasse i det som kaldtes ‘Røgfri årgang’. Hvor der blev lagt vægt på at informere om de dårlige ‘ting’ ved rygning etc. Informationensniveauet her på Cypern er langt under Danmarks standard og størstedelen af de unge er rygere. I de snart 2 år jeg har befundet mig her har jeg aldrig set anti-ryge-kampagner.
Nu er det ikke sådan, at jeg har noget imod rygere, men nærmere rygepolitikken. For den er helt klart for slap. Det er fx. nærmest umuligt, at finde røgfrit område i cafeer og restauranter. Og hvis der endelig er røgfrit område så ligger det lige op ad rygerområdet, så det ingen forskel gør. Desuden er der ikke rygeforbud nogen steder i det cypriotiske samfund. Der må rent ud sagt ryges over alt! Det kan godt som ikke-ryger bliver temmelig generende.
Jeg har som sagt ikke noget imod folk, som ryger. Men det er dog rart, når der bliver taget bare lidt hensyn. Begge mine svigerforældre og også ene svigerinde er rygere og hører absolut ikke til i gruppen af hensynstagende rygere. Det er enormt generende, når man fx. sidder og spiser i køkkenet. Desuden er det ekstremt generende, når det nyvaskede tøj kommer ind og allerede lugter af røg. Der er det jeg har lyst til at sige FØJ.
De fleste danske rygere jeg kender tager noget mere hensyn og venter fx. med at ryge til man har spist færdig, men det er åbenbart en stor kulturforskel alt efter hvilket samfund/land man er opvokset i. Sjovt at noget så småt kan have så stor en forskel
Permalink
22.04.07
Kategoriseret under Mentalt kulturelle forskelle, Udlandsdansker af udlandsdansker
Maria Brandts indlæg om Prag inspirerede mig pludselig. Fra September 2005 og et år frem var kæresten og jeg nemlig bosat der grundet hans filmstudie. Det var et fantastisk år. Skønt når jeg tænker tilbage nu, men sindssyg hårdt, da vi ’stod’ midt i det. Heldigvis er det de gode oplevelser man mindes senere hen.
For mit vedkommende var det ikke første gang i østeuropas udgave af byernes by. Under mit studie havde jeg allerede haft et udlandsophold dér og var faldet pladask for byens charme. Denne sammenfiltring af nyt og gammelt, vestlig kultur og østeuropæisk, kommunisme der møder vesten. Og selvfølgelig kunsten som viser sig overalt i den gamle bydel. Selve udlandsopholdet var også helt fantastisk og da min studiekammerat og jeg rejste fra byen i slutningen af maj 2003 vidste jeg, at jeg aldrig ville kunne slippe den by igen.
Udlandsopholdet var dog noget mere beskyttet end kærestens og mit år. Vi stod pludselig i en fremmed kultur, hvor mentaliteten var fuldstændig anderledes end både Danmark og Cypern. Og ind imellem havde man rent ud sagt bare lyst til at bande tjekkerne langt pokker i vold. Det var absolut ikke altid med den største glæde, at man blev modtaget som udlænding. Faktisk blev man direkte uhøflig behandlet ind imellem -som fx. i supermarkedet, hvis man ikke havde nøjagtige mønter og kun gav en sedler, hvorefter der blev rystet på hovedet af én. Eller som ham der på posthuset fik at vide, at ‘det her er Tjekkiet, så tal tjekkisk’. Engelsk var absolut ikke et af hovedsprogene, ihvertfald kun for alle de andre udlændinge som også opholdt sig der.
Men som sagt, det er de gode minder man senere hen husker og heldigvis for det. Tjekkernes uhøflighed, det til tider næsten stadig kommunistiske, offentlige system, alle tyveknægtene osv. er lagt bag os nu. Faktisk så meget, at jeg næsten ikke kan tåle at høre ordet ‘Prag’ før det river lidt i hjertet på mig. Prag er helt klart gået under huden på mig. Derfor savner jeg også storbyslivet grænseløst ind imellem -når man først engang har oplevet og været del af sådan en international metropol, så slipper det aldrig én igen.
Permalink
12.04.07
Kategoriseret under Dyre-kategorien, Mentalt kulturelle forskelle af udlandsdansker
Påskesøndag kom denne gut forbi
og gav mig nærmest et hjerteanfald. Han er jo noget af en kæmpe i forhold til de små pussenusser vi har rendende rundt i hundegården i øjeblikket. Men det viste sig heldigvis, at han var venlig nok (til trods for at han startede ud med at jage én af kattene som gjaldt det livet).
Dejlig stor basse -ordentlig bjørn, men blive kunne han jo ikke. Hvor skulle vi dog have gjort af en bamse i sådan en vægtklasse? Så vi måtte en tur på Nicosia Dog Shelter med ham og håbe, at en eller anden ville være dybt ulykkelig over at ha’ miste vovsen og henvende sig dér for at finde ham igen.
To dage senere fandt vi endnu en hund som rendte op og ned ad vejen. Denne gang en underkuet hunhund, som vi beholdt natten over indtil hun kunne afleveres på hundehjemmet dagen efter. Det endte så nærmest med en hel udflugt dertil med hele den pukkelryggede familie, hvor vi fik set hver en krog af hundehjemmet samt alle hundene.
Fantastisk oplevelse. De har over 200 hunde for øjeblikket i alle mulige afskygninger. Lige fra nyfødte hvalpe til oldinge. Én var blevet efterladt i et kæmpe indkøbscenter, højst sandsynligt fordi ejeren var blevet træt af ham. Andre vandrer rundt i dagevis uden mad og drikke indtil en venlig fremmed samler dem op og kører dem til hundehjemmet -eller hvis de er uheldige, indtil de bliver ramt af en bil. Andre igen blev ’smidt ud’ hjemmefra, når jagtsæsonen er slut og hunden ikke er til gavn længere. Andre flygter, fordi de bliver pryglet.
Det er mig ubegribeligt, hvordan man kan være så grusom imod dyr. Mentaliteten her er helt anderledes end i Danmark, hvor jeg dog synes at størstedelen af befolkningen er dyreelskere. Hovedparten her er hovedsageligt opdraget til at tro, at dyr er snavsede og smittefarlige. At man skal holde sig langt væk fra dem. Flere gange har jeg hørt folk nævne, at de HADER dyr. Og hver gang er jeg blevet chokeret.
NB. Ingen har henvendt sig ang. bamsebjørnen øverst. Han er blot endnu en ‘lost’ hund i flokken nu.
Permalink
08.04.07
Kategoriseret under Mentalt kulturelle forskelle, Udenlandske fænomener, Udlandsdansker af udlandsdansker
er påsken. Den bliver fejret lidt ligesom julen i Danmark -dog noget mere religiøst og med en hel del kirkegang. Nu er kæresten ikke lige øens mest religiøse væsen, så vores kirkegang har været noget begrænset. Faktisk var det først i går aftes, hvilket også regnes for den rigtige store aften, at vi gik derhen.
Traditionerne omkring påske er fuldstændig anderledes. Godt nok har man påskepynt og påskeæg ligesom i Danmark, men der stopper fællesnævnerne så også.
Aftenen før påskedag går man til gudstjeneste omkring kl 23 med hvert sit stearinlys. Når klokken slår midnat render præsterne rundt om kirken med dette ‘flag’:
Herefter hilser man hinanden med ordene “Jesus er genopstået”, mens man tænder sine medbragte stearinlys fra person til person. (Dette lys skal så helst brænde hele natten, da det regnes for helligt).
Under hele gudstjeneste er der bål udenfor, hvor man brænder Judas på bålet. Altså noget i stil med vores Skt. Hans’ bål, hvor vi brænder heksene. Og aftenen sluttes af med fyrværkeri.
For mig minder det mest af alt om en sammenblanding af jul, nytår og Sankt Hans med stearinlys, kirkegang samt fyrværkeri. Meget mystisk;0)
NB. Og ikke et eneste ord om, hvor afskyeligt højt volumen på de udendørs højttalere var; hvordan gnisterne føg om ørerne på os; hvordan teenagerne rask væk stød fyrværkeri af med 500 andre mennesker lige ved siden af eller hvordan mængden stod presset sammen…
Permalink
17.03.07
Kategoriseret under Mentalt kulturelle forskelle, Udlandsdansker af udlandsdansker
Drømmer lidt om at skabe et børnekulturhus i Nicosia. Synes nemlig øen halter fuldstændig bagefter hvad angår kunst og kultur generelt. Men især til børn mangler der kulturelle tilbud.
Gad godt et kulturhus med noget for alle sanserne. Med både teater, kunst og musik. Gerne et eventyrligt hus, som ville vække børns fantasi.Men cyprioterne er desværre ikke enormt fokuserede på sådanne kulturelle ting, så hvordan sælger man drømmen til dem? Hvordan gør man dem interesserede? Og hvordan får man det i det hele taget op og stå?
Permalink
08.03.07
Kategoriseret under Mentalt kulturelle forskelle, Udlandsdansker af udlandsdansker
Altså var der ikke engang, at det hed Kvindernes kampdag? Eller måske er det bare mig, der fuldstændig har misforstået noget, men troede faktisk denne dag handlede om kvinders rettigheder og ligestilling. Nu bliver jeg pludselig i tvivl, når jeg sidder udenfor Danmarks grænser og ind imellem oplever de mest frustrerende kulturchok.
Fx. har svigermor givet blomster idag og ønsket mig tillykke…enhver anden dag ville det være sødt, men dagen idag føles det bare fuldstændig absurd og tragisk. Tydeligvis er KAMPEN ikke nået hertil endnu. Ikke, at jeg er lamslået, men det overrasker mig alligevel lidt, at de ikke har fattet budskabet om ligestilling. På den anden side er det ret klart i hverdagen, at kvinderne her ihvertfald absolut ikke har nået det punkt, hvor de render rundt med lilla bleer i håret eller tager på kvindeølejr. Trist, for jeg tror desværre aldrig de når derhen…
Inspireret af Maria Brandts Russiske kvinders kampdag er lig med vores “Mors dag”
Permalink
10.11.06
Kategoriseret under Mentalt kulturelle forskelle af udlandsdansker
Første gang jeg var på Cypern for 3 år siden var der ikke kæmpe fokus på blond (hår). Jo, fyrene kiggede da men det var til at leve med. Efter øen er kommet med i EU (2004) synes jeg nærmest det er gået ’tilbage’ for befolkningen på det blonde område. Man burde synes, at de nu ville udvikle sig+blive mere internationale (og vant til blond), men istedet er (ihvertfald) hankønnene næsten nået den mere ‘italienske genre’. Dette giver sig udslag i de såkaldte (italienske) tilråb til blonde kvinder.
Udover dette fænomen har jeg en teori om, at sydlandske hankønsvæsener er født med et såkaldt “afklædningsgen” -et gen som de færreste mandlige nordboere er i besiddelse af. Dette gen udfolder sig meget simpelt ved, at det sydlandske hankønsvæsen er i stand til at afklæde ethvert hunkønsvæsen blot ved at nedstirre denne.
Min mor mener altid “jamen du går jo ikke udfordrende klædt”, men for sydlige mænd er dette skam ingen hindring -de skal blot se et strejf af blond hår eller lysere hud, for at deres radar er sat i funktion og kan spotte en på kilometers afstand.
Har aldrig været en af de kvinder som var ekstremt tiltrukket af sydlandske mænd og syntes de var “åh-så-charmerende”. Men er dog alligevel ‘endt’ med en af disse. Han er så tilgengæld så atypisk en sydlænding som man kan blive, når man nu ER fra Syden og besidder nok flere nordboergener end 99% af mændene her. Desuden er han født uden “afklædningsgenet” -det må være en genetisk fejl selvfølgelig - og selvsagt den dejligste sydlænding på jorden.
PS: Denne fascination af blond hår giver sig også udslag blandt de cypriotiske kvinder. Dette viser sig ved, at flere er endt med en meget mystisk hårfarve i en orangegul nuance…
Permalink
09.10.06
Kategoriseret under Mentalt kulturelle forskelle, Udlandsdansker af udlandsdansker
Er som sagt bosat på Cypern i øjeblikket sammen med min kæreste, som er græsk-cypriot og som cypriot bliver man godt nok udsat fra mange mærkelige forudindtagelser fra danskere ind imellem. Bl.a. når mine forældre har nævnt for kollegaer eller venner, at deres svigersøn er cypriot har reaktionerne været enormt forskellige; nogle synes det er spændende med en anden kultur mens andre direkte har sagt ”så er han vel forhåbentlig ikke TYRKER?”…som om der skulle være noget galt hvis han VAR tyrkisk-cypriot! En del danskere virker som om de har den holdning, at hvis nu man SKAL vælge mellem en tyrkisk-cypriot eller en græsk, jamen så er græsk da trods alt bedre, for det er trods alt tættere på Europa. Helt god vil den selvfølgelig aldrig være når man ikke har valgt en dansker eller i det mindste en fra NORDeuropa.
Kæresten har også ligefrem prøvet at få spørgsmålet af en dansk turist i Prag “jamen så må du jo være græker-muslim”, hvortil mandens kone hviskende argumenterede “nej, han er græker”. Manden “ja, græker-muslim”…konen var godt klar over, at sådan hang det nok ikke helt sammen, for græker og muslim gik ligesom ikke i samme bås hos hende, men hvad sådan en græsk religion så egentlig hed, ja, det kunne hun ikke svare på og derfor heller ikke stille sin mand tilfreds, som holdt fast ved sin “græker-muslim”. Derfor går der nok stadig en mand rundt i Danmark den dag idag og tror på religionen “græsk-muslimsk”. Er ikke sikker på hvor populær han vil blive, hvis han nogensinde nævner det overfor en græker eller en muslim…
Så er det nok på sin plads at tilføje, at andre danskere har ment at grækere de er da “græsk-katolsk” (endnu en interessant religiøs formulering)…men jeg kan så oplyse om at grækere er altså græsk-ortodokse. Men når nogle danskere hører ordet ortodoks så tænker de straks ortodoks lig med STRENGT religiøst, hvilket ikke er tilfældet. Grækerne lever ligeså non-religiøst som vi andre og er meget liberale. Der er selvfølgelig stadig store forskelle imellem Cypern og Danmark, men det indenfor kulturen og ikke det religiøse som spiller ind.
En anden ting som de fleste danskere ikke er klar over er, at Cypern faktisk “ligger” helt nede under Tyrkiet og ikke under Grækenland. Det er faktisk temmelig langt fra Grækenland og ja, Cypern er også et selvstændigt land, det hører ikke under Grækenlands regering. Dog vil jeg så nævne, at danskere trods alt for det meste godt KENDER Cypern, hvorimod amerikanere og canadiere bliver sådan helt tomme i øjnene, hvis man nævner det for dem. Så trods alt rækker vores almenviden dog lidt længere.
Permalink
