31.01.07
Kategoriseret under Frygten, både den rigtige og den urigtige af udlandsdansker
Igår var det så blevet tid til mit månedlige gynækologbesøg endnu engang. Har på det seneste haft en infektion, som først blev fejlbehandlet (som værende noget andet), hvilket har betydet, at jeg skulle gennemføre utallige af disse skønne undersøgelser med benene i vejret. Ved ikke hvor mange gange jeg har grædt, været tæt på sammenbruddets rand eller mit blodtryk har ramt klokken oppe i det røde felt. Har været så stresset over infektionen og de tilbagevendende gyno-besøg de sidste mange måneder, at jeg ikke har kunnet koncentrere mig fuldstændigt om noget andet. Det har hele tiden ligget i baghovedet. Og hver gang har de forskellige behandlinger slået fejl.
Men NU burde det været i orden efter mit forhåbentlig snart sidste besøg med bar numse i en ’gaffel’stol. Kæresten var med som støtte - ellers var jeg nok også løbet skrigende bort som en rigtig kryster. Vidste jo godt hvad der ventede mig. Cryotherapy som det så fint hedder på engelsk, eller ‘kuldebehandling’ (frysning) på dansk. Det kender de fleste, da man ihvertfald en overgang brugte det som behandling mod samtlige fodvorter, som danske folkeskoleelever erhvervede sig. Men frysning er absolut ikke noget man som kvinde har lyst til at få foretaget i ens intime område (det tror jeg de fleste vil kunne nikke genkendende til).
På klinikken spillede de Titanic i muzakversion over højttaleren, da vi ankom. Musikken gjorde ihvertfald sit til, at jeg blev yderligere anspændt. Selv gynækologen klagede over musikvalget. Synes heller ikke der var noget specielt heroisk eller romantisk over behandlingen. Gynækologen forsøgte ellers utallige gange at overbevise mig om, at ‘there’s no pain, no pain’, til trods for at jeg var ved at knuse kærestens hånd gennem hele behandlingen som tog 15-20 min. LAAANG tid med begge ben i vejret. Faktisk følte jeg blodet langsomt forlade mine tæer og følelsesløsheden tage til. Men kan godt se, at for gynækologens vedkommende var det ganske smerteløst (måske det var ham selv han hentydede til).
Efter behandlingen vaklede jeg derfra med blå tæer, en meget gnaven livmoderhals i spasmer og noget som mindede om meget kraftige menstruationssmerter. Så kraftige, at jeg et kort øjeblik overvejede at tage elevatoren videre op på 3. sal til fødselsafdelingen istedet for ned til receptionen i stueetagen.
Min mor spurgte hvad der var værst, at få opereret min visdomstand væk eller at få foretaget denne kuldebehandling…det kan ganske enkelt ikke sammenlignes.
NB: Dette indlæg skal ikke i Urban.
Permalink
30.11.06
Kategoriseret under Frygten, både den rigtige og den urigtige af udlandsdansker
Ja, så blev det heldigvis overstået indtil videre. Det gik da okay hos gynækologen, selvom jeg godt nok synes han startede lidt mærkeligt ud (”so WHY are you here?”…ja, det er jo ikke ligefrem for hyggens skyld, vel). Stillede selvfølgelig alle de sædvanlige spørgsmål og så kom vi til den del jeg virkelig hader. Selve undersøgelsen! PUHA, hvorfor skal man ikke lokalbedøves inden?? Synes virkelig det er ret så væmmeligt…og selvom jeg deler min skræk med kæresten, så vil han jo aldrig sådan rigtig kunne forstå, hvor nervøs jeg er for det, af den simple grund, at han aldrig vil opleve den undersøgelse på sin egen krop (det bliver ihvertfald temmelig svært).
Endelig var det overstået og jeg ‘hoppede’ ned fra stolen (den LIGNER altså et torturinstrument -kan vi ikke allesammen blive enige om det?), for at blive klædt på igen. Men gynækologen SKULLE lige gentage den samme sætning 3 gange efter hinanden (ved ikke om han mon mistænkte mig for at være langsomttænkende), og der stod jeg så i bar røf….virkelig hyggelig oplevelse. Altså, så familiær er jeg ligesom heller ikke med ham, vel! Begyndte da også at overveje om han mon havde alzheimers!
Men nu er det da overstået…for nu…
NB. Dette skal ikke i Urban.
Permalink
29.11.06
Kategoriseret under Frygten, både den rigtige og den urigtige af udlandsdansker
Har lige stået i badet og forsøgt at vaske angsten af mig…eller i det mindste forskubbe den. Har angst for gynækologer, som andre har tandlægeskræk. Derfor er det heller ikke ligefrem med glæde, at jeg ser frem til at ligge benene op i ‘bøjlerne’ for noget alla 6. gang i år….puha!:0(
NB. Det her indlæg skal ikke i Urban.
Permalink
24.11.06
Kategoriseret under Frygten, både den rigtige og den urigtige af udlandsdansker
Så ringede kæresten lige, at han havde kontaktet dermatologen for at få resultatet. Og det var ingenting. Blev så lykkelig jeg kunne græde af glæde, hvilken lettelse! Svigermor fik sønnen i røret og fik samme melding. Hun LOD tilgengæld følelserne tage over og græd…men det forstår jeg godt!
Nu skal han bare komme hjem, så jeg kan give ham den største krammer!
Permalink
Kategoriseret under Frygten, både den rigtige og den urigtige af udlandsdansker
Min intuition siger mig, at det nok skal være okay…men kan jeg nu også stole på det eller er det bare en form for fornægtelse, fordi man ikke vil kunne klare et chok…
Stoler I på jeres intuition?
Permalink
21.11.06
Kategoriseret under Frygten, både den rigtige og den urigtige af udlandsdansker
…det er noget alvorligt? Hvad nu hvis det ikke blot er et slag? Hvad nu hvis biopsien viser noget andet? Hvad nu hvis det er farligt? Hvad nu hvis…
Har været til hudspecialist (dermatolog, som de fine kalder det) med kæresten idag. Han har noget som minder om en blodansamling på sit ben…specialisten vidste ikke om det blot var kommet fra et slag og vil fjerne ‘den’ imorgen+få tjekket ‘den’. Bare for en sikkerheds skyld. Han ville næsten ikke sige ordet ‘cancer’, men følte det allerede mens jeg sad i stolen og ventede. Da vi forlod hans klinik havde jeg kvalme. Følte den ene knude i maven efter den anden opstå.
Nu kan jeg ikke tænke klart længere. Min koncentration fokuserer kun på det emne. Vi regner ikke med det er alvorligt, men hvad nu hvis. Tager kun et skridt af gangen. Men hvad nu hvis. Kan ikke klare, hvis du ikke er rask. Elsker dig for meget!
Permalink
