URBANblog

19.08.07

Frustrationer

Kategoriseret under Jobsituationen...eller mangel på samme af udlandsdansker

Er det ikke som om jo længere man er væk fra sin blog, jo sværere at det at komme igang med at skrive igen? Har så svært ved at få taget mig sammen til at formulere mig her i øjeblikket. Som om det hele er kørt lidt i hårdknude. Forsøgte at skrive mail til Space for 5 minutter siden. Ikke engang det kunne jeg få ‘ned på papir’. Skrivemæssigt er jeg absolut ikke i mit krea hjørne for tiden. Der er vist gået for meget job i dén…eller skulle jeg kalde det ged istedet mon.

19.07.07

Bloggeriet sværhedsgrad

Kategoriseret under Jobsituationen...eller mangel på samme af udlandsdansker

Har det så svært med bloggen for tiden. Vil gerne skrive. Men har intet overskud pga. det nye job og samtidig heller intet liv (også pga. førnævnte). Var vildt stolt og glad, da jeg fik jobbet. Nu er jeg mere i vildrede. Synes pludselig ikke det har særlig meget at gøre med, hvad jeg blev ‘lovet’ i starten. Håber det kun er opstartsfasen der er så hård. Ellers holder jeg ikke til det i længden. Hverken fysisk eller psykisk!

Og så er det svært at stå som dansker i udlandet + føle ens ‘naturlige’ rettigheder blive taget fra én som lønmodtager. Hvem i Danmark ville fx. arbejde i 36 graders varme indendørs uden hverken ventilation eller aircondition uden at deres fagforening ville gribe ind. Og hvem ville arbejde for 40 kroner i timen. Ens almindelige retfærdighedssans kan man virkelig godt stikke ’skråt op’ i udlandet. Her hjælper ingen kære mor. Hvor er man dog egentlig forkælet som dansker. Udenlands er det mere ‘kæft, trit og retning’ metoden der hersker!

24.05.07

Næsten weekend

Kategoriseret under Jobsituationen...eller mangel på samme af udlandsdansker

Wauw, det har været en lang uge. For ikke at tale om en lang dag. Er fuldstændig udmattet efter 8½ times jobtræning og derefter græskundervisning. Men det føles også fedt. Endelig igen at være igang. At have noget at tage sig til. Energien bliver på en eller anden fornyet, selvom man også hele tiden forbruger den.

Og så føler jeg mig faktisk så fantastisk heldig i øjeblikket. At have fundet job. At have den dejligste mand på jorden. Dét er bare det bedste.

Selv jobtræningen har vist sig at være inspirerende og spændende. Tog en lynhurtig power nap idag efter træning og drømte udelukkende om stilarter, mønstre og design. Er så bidt af det.

22.05.07

Så er løbet startet

Kategoriseret under Jobsituationen...eller mangel på samme af udlandsdansker

Søndag aften var der social sammenkomst med de kommende kolleger endnu en gang. Noget jeg absolut (igen) ikke havde set frem til. Sidst havde jeg nemlig følelsen af at være outsideren, da størstedelen var enten grækere eller cyprioter og min manglende forståelse af sproget ikke gjorde det lettere. Godt nok blev der oversat til engelsk hver gang, men alligevel var jeg ‘bagefter’.

Derfor frygtede jeg søndagens sociale arrangement ville forløbe på samme måde. Fuldstændig uforstående dansker stående i et hjørne omgivet af græsktalende væsener. Heldigvis viste det sig, at denne frygt var komplet ubegrundet, da der var en hel del flere ‘udenlandskere’ på det kreative hold. Skøn opdagelse. Skønt ikke at være den eneste ikke-græsktalende. Speciel skønt, at de restende faktisk har opholdt sig her i adskillige år og stadig ikke formår at lære sproget. Følte mig knap så græsk-handicappet!

Desuden skønt at opdage, at de er nogle dejlige mennesker. Så der blev hygget, guflet mad, drukket vin, snakket om alt mellem himmel & jord etc. En alt i alt fantastisk aften som lagde en dæmper på nervøsiteten for træningsstarten dagen efter.

Mandag mødte vi så alle op til første træningsdag…eller skulle jeg kalde det IKEA-propagandaen istedet!? For siden i går har vi nærmest fået indprentet IKEAs værdier, IKEAs motto, IKEAs målsætning, IKEAs koncept, IKEA ‘diamanten’, IKEA butikkens 4 opgaver, IKEAs salgstrick etc. Heldigvis indrømmede de da også selv idag, at træningen kan føles nærmest som en religion eller sekt. Var også begyndt at blive bekymret for kommende brainwash med følgende IKEA-mareridt.

Det sjoveste er igen at observere folk. Hvilke typer de er. Holdet består af mange forskellige personligheder. Og vi har både folk fra Tyskland, Polen, Portugal, Bulgarien, England, Georgien og så en del grækere+cyprioter oveni. Så det er et farverigt hold.

Vi har den altid-positive, åbne pige med den alternative, tæt på hippie-agtige stil -sød og sjov og lidt klodset. Så er der den indelukkede, generte fyr, som næsten ikke tør åbne munden af skræk for at sige noget forkert. Men som har kæmpe tatovering på overarmen, sejt hår og sportsvogn. Der er tyskeren, som har boet her i 12 år og stadig ikke forstår eller taler det græske sprog perfekt. Når hun da overhovedet forstår det. Den stille, meget pæne pige fra Georgien. Den enormt snakkende pige fra Polen, som har boet forskellige steder i verden og derfor snakker med knævrende amerikansk accent. Og som plaprer ud med alting. Fyren med de smukke øjne, høj og mandig som sikkert kunne charme bukserne af et par kontorpiger (har set blikket den ene sendte ham), hvis han havde lyst. Men han virker god og venlig som dagen er lang.

Så er der den indelukkede, som virker ekstremt stædig med sine smalle øjne og som jeg kan forestille mig blive enormt ubehagelig, hvis noget går ham imod. Der er englænderen og bulgarieren, som begge virkede som enorme poptøser, men har vist sig at være søde og rare. Det var ’slyngveninde’parret lige i begyndelsen. Og så er der det yngste teammedlem -den uerfarne, den lidt naive, den umodne. Og samtidig den meget, meget snakkende og den ‘hængende’. En sugekop man skal passe på ikke at blive trukket for meget ind i.

08.05.07

Stikkelsbærben

Kategoriseret under Jobsituationen...eller mangel på samme af udlandsdansker

I lørdags skulle jeg mødes med resten af det kreative team fra jobbet. Noget som jeg havde set frem til med stor nervøsitet, da det ville være første gang jeg mødte størstedelen af dem. Især da sætningen ‘we will play some games’ blev nævnt gruede jeg over dette møde -frygtede allerede mig selv som den største fodboldfjols med græsmærker på knæene løbende efter resten af holdet. Så galt gik det dog ikke.

Tilgengæld var det lige ved at gå helt i ‘ged’ på vej dertil. Desværre besluttede jeg mig før mødet for at tjekke efter flybilletter til Danmark på nettet -noget som før har vist sig at være en større udfordring. Og desværre viste det sig ikke at være lettere denne gang. Enten havde søgemaskinerne simpelthen ikke Cypern inkluderet eller også kostede en billet en halv bondegård (læs: min. 3000 dk kr) -en pris jeg absolut ikke har råd til at betale til trods for at jeg faktisk nu har fået job. Jeg ville altså skulle ofre over halvdelen af min månedsløn (ja, lønniveauet er vel og mærke noget lavere end i Danmark) for 5 dages ferie i hjemlandet. Så humøret var ikke helt i top, hvilket forårsagede, at jeg pludselig var sent på den.

Hurtigt i bad, tøj på og så ellers derud. Halvvejs igennem landsbyen kigger jeg ned af mig selv -bare sådan lige for at tjekke om tøjet nu passer nogenlunde sammen (man er vel kvinde)- og opdager ’stikkelsbærben’!!! I min iver efter at nå hen til mødet i tide har jeg fuldstændig glemt at barbere de blege vinterben, så der sidder jeg med strittende behåring ud til alle sider. Kan jo godt selv se, at DET er ihvertfald ikke kønt -selvom kæresten ikke vil indrømme det og blot mener, at jeg skal tage et par nylonstrømper på (i 30 graders varme!!!). Bilen bliver vendt -efter min kærestes mening, fordi jeg skal hjem og snuppe et par strømper i skuffen. Efter min mening af andre grunde, for jeg har planer…farer ind i huset, ned ad gangen, ind på værelset. Finder Ladyshaver og bodylotion og så fuld fart ud i bilen igen.

Smækker bildøren bag mig og begynder at barbere benene med fødderne oppe på instrumentbrættet (godt at man ikke SELV skulle køre bilen. Det ville have givet noget ubehag og temmelig meget besvær). Kæresten ryster godt nok på hovedet af mig, men finder sig i det -man er vel kæreste med en udlænding. Vi drøner derudaf, og jeg når faktisk mødet med blot 5 minutters forsinkelse, samt nybarberede skinnende ben. Skønt!

PS: Og mødet…jamen det var såmænd meget hyggeligt -blot 2 ‘udlændinge’ (en tysker og mig) mens resten var enten grækere eller cyprioter!

04.05.07

Papir, min bare…

Kategoriseret under Jobsituationen...eller mangel på samme af udlandsdansker

Har aldrig været god til det med papirarbejde. Blir alt for stresset af det. Ligegyldigt om det har med myndighederne eller jobbet at gøre. Har netop idag udfyldt diverse ansættelsespapirer -dagene op til idag var jeg ekstremt nervøs. Synes pludselig jeg manglede halvdelen af de papirer de spurgte efter. Bla. fødselsattest, som jeg altså ikke havde bragt med mig til udlandet. Men det gik da rimelig smertefrit idag.

Derudover har jeg udfyldt skadesanmeldelse til min rejseforsikring. Skal til at udfylde selvangivelse for udenlandsk indkomst til de danske myndighder. Og pga. mit kommende job på Cypern skal jeg nu også ansøge om opholdstilladelse…

Vorherrebevares, alt det papirarbejde!!!

03.05.07

Puha

Kategoriseret under Jobsituationen...eller mangel på samme af udlandsdansker

Har uofficielt ‘møde’ med ‘jobbet’ på en cafe på lørdag -det bliver så også første gang jeg skal møde resten af det kreative team, altså mine kommende kolleger. Lige så spændende det er, lige så nervøs er jeg allerede…der er kun 2 dage til nu, og jeg frygter mit eget klumregen. At vælte glas med frappé ned over de andre, skubbe til bordet, sparke en eller anden over benet…uha!

Ender sikkert med diarré pga. nervøsitet den dag!

01.05.07

Når tomrummet er fyldt ud eller…

Kategoriseret under Jobsituationen...eller mangel på samme af udlandsdansker

Puha, synes livet er blevet mere hektisk i løbet af et par sekunder. Tomrummet som jeg skrev om for et ‘øjeblik’ siden er pludselig på bristepunktet. Så absolut ikke længere tomt overhovedet. Siden sidste uge er der bare sket så meget, så min hjerne (eller er det hjerte?) snart ikke længere kan følge med.

Har ikke engang kunne tage mig sammen til at fortælle her på bloggen, at jeg faktisk FIK jobbet. At jeg skal starte i træning den 21. maj. At jeg er vildt overrasket. At jeg aldrig havde forventet at få jobbet. At jeg synes de var ret kritiske overfor mig både til jobsamtalen og selve testen. Men jeg FIK det sgu.

Det er også lidt som om det ikke er feset ind endnu. Har ikke vænnet mig til tanken om endelig at have fundet job. Håber bare så meget nu, at det bliver godt. Frygter det også lidt. At jeg er lidt dum og ikke kan finde ud af det. Eller ikke kan klare det. Men det er nok den grimme selvtillid som taler lidt for højt for tiden.

25.04.07

Kreativitet på kommando

Kategoriseret under Jobsituationen...eller mangel på samme af udlandsdansker

Var til kreativ test hos IKEA i går. Er slet ikke sikker på, hvordan det gik. Mandagens jobsamtale havde desværre ikke efterladt et særlig godt indtryk. Havde snakket med 2 forskellige kvinder. En i højere lederstilling (men uden hovedet skruet rigtigt på) og en fra det kreative team. Den sidste var fuldstændig uhøjtidelig og nede på jorden. I dejlig flade sko og en farvestrålende cardigan. Mens førstnævnte var i høje stiletter, sort stramt tøj og stylet hår. Meget non-udlandsdansker-stil, men meget typisk sydlandsk cyprioterstil. Kold udstråling og ‘jeg-føler-mig-hævet-over-dig’-attitude (og så er du forøvrigt også yngre end mig. Absolut ikke en fordel). Og så talende lidt ned til mig, som om jeg lige var blevet færdiguddannet i børnehaveklassen.

Hun spurgte om ting som allerede stod klart i mit CV og havde tydeligvis læst hverken ansøgning eller førstnævnte. Blev paf og også lidt halvskuffet. Havde troet, at de ville have mig til jobsamtale, fordi jeg svarede til nogle af deres kvalifikationer. Men cypriotisk gås fik mig til at føle mig som en undermåler.

Var dybt frustreret resten af mandagen og frygtede tirsdagens test. Havde ikke engang lyst til så meget som at se et IKEA skilt i min nærhed de næste 14 dage. Spekulerede på om testen ville noget med samle IKEA-møbler. Heldigvis viste det sig at være kreativt, men sådan lidt på kommando. Ikke det letteste. Kreativitet kan jo ikke manipuleres frem lige sådan her og nu. Første del var at udfylde en lejlighedsskabelon ala denne her:

flat-plan2.gif  

med forskellige møbler efter ens egen smag. En rigtig klippe-klistrer-opgave, hvor ‘møblerne’ skulle limes ind i lejligheden. Gjorde mig mange overvejelser. Er jo ikke uddannet indretningsarkitekt.

Sidste del af testen var tilgengæld at lave en collage. Afskyr virkelig sådan noget. Giv mig et lærred istedet, og lad mig male et billede. Men collage…føj! Klippe-klistrer igen med lim på alle fingre og ikke særlig smart stykke papir med hulter til bulter farvestrålende udklip. Lignede virkelig noget fra en børnehave. Følte mig pludselig ikke særlig målrettet eller billedkunst-uddannet. Lidt som en amatør.

I det hele taget blev der ikke lagt særlig meget vægt på, at jeg er en kreativ person. Som om det ikke rigtig er et plus. DET er jo netop min stærke side, så fuldstændig uforståeligt for mig at farvelære ingen betydning har. Istedet skal jeg besidde arkitektoniske færdigheder samt grundmålene for 3-personers sofaer.

23.04.07

Så så man lige mig til jobsamtale det her sted

Kategoriseret under Jobsituationen...eller mangel på samme af udlandsdansker

ikea.gif idag. Det er den første slags af denne kæmpekæde som åbner på Cypern her til sommer, og derfor en hel opstartningsfase for dem.

Jobsamtalen gik sådan set okay. Bortset fra, at jeg ikke endte til samtale hos ham jeg oprindeligt skulle have været til interview hos, men istedet hos en ‘vikar’. Desværre var hun totalt uforberedt og havde ikke engang læst mit CV igennem. Det var ikke den fedeste fornemmelse. Så der blev spurgt om ting som “Har du nogensinde været i en IKEA forretning?”

PS: Det skal nok også lige nævnes, at det altså var sådan i den mere kreative afdeling jeg har søgt job. De mangler 3 personer til at udfylde stillinger indenfor det ‘kreative team’. Skal til en slags ‘test’ i morgen..gys!

« Previous entries Project-Id-Version: WordPress 2.7 da_DK.ISO8859-1 Report-Msgid-Bugs-To: POT-Creation-Date: 2009-02-09 18:56+0100 PO-Revision-Date: Last-Translator: Søren Andersen Language-Team: Graviditet og barn MIME-Version: 1.0 Content-Type: text/plain; charset=UTF-8 Content-Transfer-Encoding: 8bit X-Poedit-Language: Danish X-Poedit-Country: DENMARK X-Poedit-SourceCharset: utf-8 X-Poedit-KeywordsList: __;_e X-Poedit-Basepath: . X-Poedit-Bookmarks: -1,-1,-1,-1,-1,-1,-1,430,-1,133 X-Poedit-SearchPath-0: C:\php\wordpress-mu Project-Id-Version: WordPress 2.7 da_DK.ISO8859-1 Report-Msgid-Bugs-To: POT-Creation-Date: 2009-02-09 18:56+0100 PO-Revision-Date: Last-Translator: Søren Andersen Language-Team: Graviditet og barn MIME-Version: 1.0 Content-Type: text/plain; charset=UTF-8 Content-Transfer-Encoding: 8bit X-Poedit-Language: Danish X-Poedit-Country: DENMARK X-Poedit-SourceCharset: utf-8 X-Poedit-KeywordsList: __;_e X-Poedit-Basepath: . X-Poedit-Bookmarks: -1,-1,-1,-1,-1,-1,-1,430,-1,133 X-Poedit-SearchPath-0: C:\php\wordpress-mu