22.03.08
Uff
Når jeg læser om drabet på den unge tyrkiske fyr får jeg ikke ligefrem trang til at vende hjem til Danmark igen nogensinde. Og da slet ikke med en udenlandsk mand…
Når jeg læser om drabet på den unge tyrkiske fyr får jeg ikke ligefrem trang til at vende hjem til Danmark igen nogensinde. Og da slet ikke med en udenlandsk mand…
Det er efterhånden blevet så smart at være single. Det er den nye trend. Nu har jeg så aldrig været specielt trendy og jeg er da heller ikke single på nuværende tidspunkt. Og dengang jeg var single var det så absolut ikke in. Det var nærmere en pestilens man for alt i verden skulle undgå. For ”dengang” (så længe siden er det heller ikke) var trenden nemlig parforholdet!At det evt. ikke altid var ægte fryd &gammen i forholdet var en helt anden sag.Nu har det så til gengæld nærmest vendt 180 grader. Det handler i dag om at realisere sig selv, gå egne veje og dyrke egoet!
Nu er det ikke fordi jeg har noget specielt imod singler –jeg er overbevist om, at størstedelen er fornuftige, voksne mennesker med hovedet på det rette sted (og såmænd også hjertet) og som sagt har jeg jo også selv engang været single. Men, men, men der er altså lige et par kvindelige kolleger som efterhånden går mig mere og mere på nerverne. Og nu er det ikke altid KUN fordi de er singles. Ind imellem er det også blot fordi de er KVINDER!Og med det mener jeg: højlydt fnisen som teenagetøser i en skolebus, hviskeri (sladder red.), psykologiske spil inklusiv backstabbing hvis det er muligt. Jeg er godt klar over, at jeg i deres øjne ikke er fun, teenagetøs-agtig eller backstabbende nok efter deres standard. Men som sagt har jeg aldrig været trendy på de rigtige tidspunkter –og jeg kommer nok heller aldrig til at være det. At man så samtidig i deres miljø skal være 100% overflademennesker er helt tydeligt spillereglerne -noget som falder mig meget svært.
Når man efterhånden snart har været 5 år i sit parforhold så bliver man nærmest anset som værende en kedelig kone og alt for rutinepræget. Og jeg kan da også godt se, at i deres øjne må mit forhold syntes ekstremt kedsommeligt. For det er ikke fuld af flirt, smutten med øjnene eller osen af sex. Og når jeg til Valentins Dag har modtaget et miniature oliventræ istedet for en kæmpe buket røde roser så er det lige til at gabe af.
Deres drøm er åbenbart ikke et stabilt forhold med dertil hørende tryghedsfornemmelse. Nej, der skal helst både være eventyr og sommerfugle-i-maven indblandet i det -og også gerne lidt lægeroman hvis muligt. Men livet er nu engang for de færreste en personlig version af “Sex & the City”, hvor vi alle løber over brostenene i de højhælede uden at brække benene. Og hvis jeg personligt skal vælge imellem de højhælede i kombination med fake smiles og “impress-a-guy-”konkurrencen, så svinger mit barometer nok nærmere over i kategorien, hvor det er tilladt at vise sig i pyjamas og sutsko overfor kæresten.
Så fik jeg lige tjekket teksterne til Natasjas “Gi mig Danmark tilbage” -det går lige lovlig stærkt for mig til at kunne forstå dem i løbet af sangen. Måske det er alderen der er ved at gøre sit indtog?- og kan jo kun give hende ret i mange af tingene. Når man ser Danmark lidt udefra krummer man nemlig også tæer ind imellem. Selvfølgelig er jeg stolt af mit fædreland etc. etc. og selvfølgelig er det sociale sikkerhedsnet 100 gange bedre i Danmark end mange andre steder etc. etc. Men Danmark er ikke længere hvad Danmark altid har været! (og nu tænker jeg ikke blot det Natasja synger om)
Fx. er det som falder mig mest i øjnene den efterhånden grænseløse vold jeg konstant læser om på nettet, når jeg tjekker danske nyheder. Det er enormt uhyggeligt at se sit fædreland udefra og pludselig opdage, at man ikke ved om man har lyst til at vende hjem igen pga. den eskalerende vold. Indtil fornylig troede jeg måske det var medierne som fokuserer lidt for meget på disse voldstilfælde og samtidig mig som tog det lidt for meget til mig. Men nej! Mødte fornylig en anden udlandsdansker, som ikke vil hjem til Danmark. Hun kan ikke forestille sig sine børn vokse op dér netop pga. volden. Og hun venter endda sit første barn nu.
Der er noget trist over, at man helst nærmest vil undgå sit hjemland. Og især når det er pga. vold. Nej, Danmark er absolut ikke hvad Danmark har været!
Så er jul og nytår vel overstået. Var 10 dage hjemme i Danmark på juleferie -mere kan det desværre ikke blive til med arbejde nu. Lige meget hvor meget jeg misunder danskernes 6 ugers ferie per år, så ændrer det ikke på, at arbejdsvilkårene i udlandet er fuldstændig anderledes. Desværre!
Allerede på hjemturen satte hjemveen ind. Og den har gnavet lige siden vi landede i Larnaka lufthavn kl. 3 om morgenen. Bedre blev den så heller ikke af, at min kuffert var forsvundet ud i den blå luft. At se kuffertbåndet blive lukket ned uden at ens kuffert er dukket op er simpelthen et mareridt. Især når alle julegaver fra hjemlandet ligger i den. Og man allerede har hjemve…suk!
Når man finder dette midt i Nicosias gamle bydel kan man godt forundres lidt over, hvordan det dog har forvildet sig helt herned sydpå…
Så forsøger man sig for 3. gang med DR’s media player, men NEJ, det virker ikke. Hvis den ikke lukker programmet ned af sig selv, så er min internetforbindelse simpelthen ikke hurtig nok, så det føles lidt ligesom at høre radio med lysbilledshow til eller rettere sagt: radio med hakkende afbrydelser!
Så kan I GODT stoppe med at lave gode programmer, DR…jeg kan alligevel ikke se dem her i udlandet!!!
Så har chokket lagt sig igen efter opdagelsen af, at min første store kærlighed er afgået ved døden. Og er man så snart klar til at vende næsen tilbage mod blogland igen…mmm. Det er efterhånden længe siden jeg sidst har fået skrevet blot et enkelt ordentlig indlæg her, men måske tænker jeg også bare for meget over tingene. Måske skal man bare skrive derudaf istedet for at spekulere+overveje hvad det skal handle om. Hvad gør I? Skriver I bare løs som en fri brainstorm eller er der en planlagt historie bag?
Der er ellers mange små stories, som jeg sikkert godt kunne skrive om i løbet af ugen, men af en eller anden grund får jeg det bare ikke gjort. Fx. om hvor træt jeg er af midaldrende eller ældre mænd -hvad sker der for dem, når de kommer op i årene. Alt bliver bare til én omgang BROK for dem - inklusiv svigerfar. Eller om hvordan jeg pludselig slet ikke eksisterede i det offentlige system her i det græske øhav, selvom jeg da har ansøgt om opholdstilladelse+har ‘Alien book’ som det så mystisk hedder (er iøvrigt RET overbevist om, at cyprioterne med vilje har valgt ordet ALIEN om udlændinge med vilje…men det er så en anden historie igen). Eller om hvordan cyprioterne er fuldstændig uden logisk sans og organisering -et gen som jeg absolut mener de er født uden. Jeg kender til dags dato ingen ‘indfødt’ herfra, som ejer så meget som et gran salt af logik…
Nogle gange går livet lidt i stå. Som når man googler sin første store kærlighed for sjov. Og finder hans dødsannonce…
Det har godt nok været den mest døde søndag for mig idag. Kæresten har de sidste 2½ uge befundet sig i New York pga. arbejde, så jeg er praktisk talt efterladt her hos svigermekanikken. Til hverdag går det sådan nogenlunde med at få tiden til at gå -tilbringer trods alt 8 timer på jobbet - men weekenderne snegler sig afsted. Så er det virkelig det går op for mig, at min sociale omgangskreds tæller lige nøjagtig NUL personer! Det føles ret ensomt at nå til den konklusion.
Troede ellers jeg havde fundet en okay bekendt i Amerikaneren, for vi har da set hinanden en del gange efterhånden og det svinger bare. Hun har fantastisk humor og står jo i ’samme båd’ (ø) som jeg. Alligevel kan jeg ikke regne 100% med hende. Og det skuffer sgu. Selvom jeg egentlig har vidst det fra starten, så havde jeg nok troet lidt, at det blot var ‘opstartsproblemer’ på et evt. godt venskab i fremtiden. Men nej! Det værste er egentlig, at det efterlader mig med en følelse af, at jeg er komplet idiot.
Fredag skulle hun ud med et par bekendte, hvor hun inviterede mig med. Energien er desværre ikke til det helt store for tiden pga. jobbet, så havde store kvaler ang. om jeg skulle takke ja eller nej til invitationen. Men man gider jo heller ikke være en fuldstændig dødbider, så efter megen gennemtænkning blev jeg enig med mig selv om, at hvis det var en hyggeaften der var tale om, så ville jeg gerne med. Stod den derimod på party natten lang, så var mit overskud nok ikke lige til det. Igennem en sms lader hun mig vide, at hun vil kontakte mig igen efter arbejde, så jeg ved hvad planen for aftenen er! Klokken bliver 9…og 10….og ja, nu er det søndag. Det er vel rent ud sagt hvad man kan kalde at blive brændt af! Thank God man ikke dater!!!
Er det ikke som om jo længere man er væk fra sin blog, jo sværere at det at komme igang med at skrive igen? Har så svært ved at få taget mig sammen til at formulere mig her i øjeblikket. Som om det hele er kørt lidt i hårdknude. Forsøgte at skrive mail til Space for 5 minutter siden. Ikke engang det kunne jeg få ‘ned på papir’. Skrivemæssigt er jeg absolut ikke i mit krea hjørne for tiden. Der er vist gået for meget job i dén…eller skulle jeg kalde det ged istedet mon.
« Previous entries Project-Id-Version: WordPress 2.7 da_DK.ISO8859-1
Report-Msgid-Bugs-To:
POT-Creation-Date: 2009-02-09 18:56+0100
PO-Revision-Date:
Last-Translator: Søren Andersen